søndag den 10. marts 2013

En linedanser - hensynet til mig selv og til de andre

Per Krøis Kjærsgaard skriver i sangen ”Kære Linedanser” i et af versene:

Linedanser i det høje
dans vidunderligt!
For det næste er det bedste,
glæden ubestridt!
Tænk at få balancekunst
Så helt ufatteligt!
At modtage sin stang og snor
ganske kvit og frit.
Uanset om du nu tror det, så ved jeg
at lyset brænder for dig!
- Og kigger du op, er der nok en vej.

Dette vers har inspireret os til at skrive lidt om det samarbejde, som mange søskende oplever. I familier udspiller der sig til stadighed en ganske naturlig konflikt. En konflikt mellem samarbejde og integritet. På den ene side er der et barn med sine behov, sine ønsker, sine grænser, sine forventninger og på den anden side der andre medlemmer i familien, som barnet må samarbejde med for at få hele fællesskabet til at fungere. Den kendte familieterapeut, Jesper Juul, kalder dette for konflikten mellem integritet og samarbejde. Integritet betyder selvstændighed. At man er hel og sig selv. Det er vigtigt at søskende også tager vare på sin egen integritet. At sørge for, at barnet er sig selv i familien. At tage hånd om sine egne behov og ønsker.
 
På den anden side er der også masser af samarbejde i en familie. De andre medlemmer har også ønsker, behov og grænser og her kommer konflikten mellem hensynet til barnet selv og hensynet til de andre. Hvis barnet kun tager hensyn til sig selv, står de andre af. Barnet bliver i yderste konsekvens ensom og mistrives i familien og i skolen. Hvis barnet på den anden side kun tager hensyn til de andre, mister det sig selv og bliver fremmed for sig selv. Barnet ender med at lide af hensyns-betændelse og oversamarbejder med de andre i familien.
 
Linedanserens magiske nøgle er at leve i spændingsfeltet mellem integritet og samarbejde. Altså at tage vare på sig selv, men også give noget til samarbejdet i familien. Det er en løbende forhandling og balancegang. Nogle gange forsømmer søskende sig selv, andre gange har de glemt at se, høre og tage de andre alvorligt i familien. I familier, hvor der er et barn med et handicap kan denne balance gang være særlig tydelig og komme på flere prøver. Erfaringer viser, at søskende tager et særlig stort ansvar og at de nogle gange kommer til at glemme at sætte integritet ind på deres egen konto.
 
 
Ådalskolens søskendekurser ønsker at støtte søskende i dette dilemma. Som søskende til en bror eller søster med et handicap er livet nogle gange som en linedans.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar