onsdag den 31. juli 2013

"Er min historie virkelig guld værd..."

Ja det kan du roligt regne med. Selvom du måske tænker, at det ved alle da eller det er da ikke interessant. Alle søskende har hver jeres historie med og i løbet af kurset vil du opleve, at der er rigtig mange ligheder. De fleste søskende der har en bror eller søster med et handicap vil sige, at de har gode og ikke så gode oplevelser i deres erfaringsrygsæk. Voksne søskende der ser tilbage på deres barndom fortæller om mange fordele i deres barndom og udtrykker, at de har fundet inspiration gennem deres brødre og søstre, at de er blevet mere tolerante, mere medfølende og mere bevidste om deres egne meninger, og på mange måder, mere moden end andre, der ikke har haft disse vilkår. Voksne søskende fortæller også, at deres bror eller søster gav en enorm betydning i deres liv, at "de gjorde dem til, hvem de er i dag”. Andre søskende har en mere vanskelig tid. Uanset hvordan vi vender og drejer det er det din oplevelse og dine erfaringer der er de vigtigste. Vi lover dig, at søskendekurset vil "lægge øre til" dine oplevelser og dine erfaringer.
Kom og vær med og giv de andre børn mulighed for at lytte til netop din historie.

lørdag den 27. juli 2013

Min lillesøster er lyset i vores liv

Endnu en hilsen fra en dreng som har en søster med et handicap. Vi synes, at det er et rigtig godt brev og vi har fået lov til at bringe det her på Bloggen. Vi håber det kan bringe inspiration til en masse andre.

Min søster Nanna er en 4 årig pige, der kan sidde, smile, kravle, råbe, og gør næsten alt det de fleste små børn gør. Hun kan være sød og hun kan også være irriterende. Små børn har brug for folk til at tage sig af dem, at lege med dem, se dem, undervise dem og elske dem. Det er et hårdt arbejde at tage sig af en baby, ikke bare en baby som min søster, der har Downs syndrom. På hendes helt egen måde, viser Nanna os, at Downs syndromet ikke holder hende tilbage. Min lillesøster er meget forskellig fra andre babyer. Hun kan gøre, hvad andre børn kan gøre. Plus hun viser os, at det ikke er verdens undergang at have et handicap. Når andre mennesker ser på Nanna, kan de se en pige, der ser anderledes ud (Børn med Downs syndrom ser lidt anderledes). Jeg ser en meget sød lille pige og en stor person. Af Nanna, lærer jeg hver dag, at man ikke skal gøre antagelser om andre mennesker. De holder sjældent i virkeligheden. Jeg føler mig heldig at have Nanna som søster. Fremtiden for Nanna, håber jeg bliver et vidunderligt liv. Når hun har brug for hjælp med noget, vil hun få det. Hun behøver ikke at være en videnskabsmand, når hun vokser op. Hun kan være god til musik eller få folk til at grine og smile. Jeg ønsker at give andre mennesker et indblik af Downs syndrom. Jeg ønsker at gøre noget for at hjælpe andre til at forstå hende, så folk ikke dømme hende eller forsøge at begrænse hende. Jeg tror også Nanna vil gøre det for sig selv. Måske hun vil fortælle andre, hvordan det er at have Downs syndrom, og hvad der gør hende anderledes. I min familie taler vi meget om noget, som vi kalder "Nanna Light". For mig betyder det, at Nanna lyser op i vores dagligdag og bringer os glæde. Hun er et helt specielt lys, der titter igennem og bliver større og større. Det spredes og hun viser os alle mere om sig selv og om Downs syndrom. Jeg elsker Nanna for hvem hun er indeni. Jeg håber, at andre mennesker kan bevæge sig forbi de mange fordomme og i stedet se Nannas lys.

Landsforeningen Downs Syndrom

Tusind tak til ”Landsforeningen Downs Syndrom” – www.downs.dk - for at give os forside PR for Ådalskolens søskendekursus på deres hjemmeside. Det er en kæmpe anerkendelse for vores projekt som vi er virkelig glade for. Vi er super stolte over at kunne præsentere det første søskendekursus i Ringsted området og mest af alt er vi stolte af, at kunne være den støtte, som rigtig mange søskende har gavn og glæde af. At være søskende til en barn med handicap er et livslangt vilkår, som der ikke har været meget fokus på gennem tiderne. De vokser op og modnes under helt andre vilkår end deres kammerater og kan derfor sjældent spejle sig i andres liv og hverdag. Vi ønsker med søskendekurset at sikre at børn og unge får den rette hjælp til at håndtere rollen som søster eller bror til en handicappet. Skriv til os eller klik selv efter mere information om søskendekurset.

fredag den 26. juli 2013

Juli måned går på hæld

Juli måned går på hæld og snart er sommerferien slut. Vi arbejder stadig på højtryk for at realisere søskendekurset på Ådalskolen og er fortsat i forventning om, at der i løbet af det næste stykke tid kommer endnu flere tilmeldinger. Hjælp os gerne med at gøre endnu mere reklame for kurset, spred nyheden og henvis gerne til vores Blog eller hjemmeside, hvor alle informationer findes. Vi håber, at endnu flere bliver interesserede i søskendekurset her i Ringsted og får lyst til at være med. Vi synes selv, at vi har stablet et super indhold på benene der på alle måder matcher aldersgruppen 9-12 årige børn, som har det til fælles, at de har en bror eller søster med et handicap. Hvad det er for et handicap er ikke så vigtigt fordi kurset er tilrettelagt med fokus på søskende og deres relation.

Når I har spørgsmål er vi glade for mails og I er velkommen til at skrive til os på soskendekursus@gmail.com

Vores ide er, at et søskendekursus skal ses i sammenhæng med den indsats kommunen allerede gør og buttomline er at skabe endnu bedre vilkår for den enkelte familie.


 

fredag den 19. juli 2013

Læs hvad Jonathan skriver

Hej Jonathan. Tusind tak fordi du i din sommerferien giver dig tid til at skrive til vores Blog. Det er vi rigtig glade for. Vi håber, at rigtig mange søskende vil kunne lide dit brev. Tak

Hej alle sammen

Jeg har aftalt med John, at jeg skal skrive lidt om, hvordan det var at komme på søskendekursus fordi han har fortalt mig, at der snart skal være et i Ringsted.

Jeg hedder Jonathan, bor på Fyn og er 12 år gammel. Lad mig starte med at fortælle lidt om mig selv. Jeg har 2 søskende min ældste bror Anders og så min udviklingshæmmede lillebror Morten, som er 8 år. Mortens handicap hedder autisme. Jeg kender en masse til autisme faktisk har jeg skrevet flere opgaver i skolen om emnet. Det var min mor, som for et par år siden så en plakat på biblioteket, hvori der stod noget om et søskendekursus for de børn som har en bror eller søster med et handicap. Hun tog plakaten med hjem til mig og spurgte om det ikke var noget jeg kunne tænke mig. Min første tanke var, "nej det gider jeg ikke". Jeg gider ikke sidde og snakke med en masse andre børn om handicap, som jeg ikke kender og om min lillebror. Det går jo meget fint med Morten. Der gik nogle uger og min mor spurgte mig igen om jeg havde tænkt over at tage afsted på søskendekursus. Igen sagde jeg nej, med den begrundelse, at jeg ikke havde lyst. Jeg skulle ikke spille fodbold de dage, men i virkeligheden var jeg meget i tvivl om, hvad det egentlige handlede om og hvad vi skulle lave på et søskendekursus. I mange år havde min bror givet vores familie mange oplevelser både gode som dårlige og det var der ikke noget at snakke om. Særlig bliver jeg mest ked af det, når mine forældre er dødtrætte fordi min lillebror havde været oppe i flere nætter i træk og ikke ville sove. Også i supermarkeder når der skete pinlige ting, som f.eks når han skreg efter slik, sang, råbte, tog ting og lagde dem andre steder osv. Jeg kunne blive ved med at komme med eksempler på situationer, som var meget anderledes end andre børn fra min klasse. Nå, men en dag da jeg kom hjem fra skole lå plakaten om søskendekurset igen på spisebordet. Jeg troede faktisk, at den for længst var blevet smidt ud, men min mor havde gemt den. Jeg tog plakaten og læste den. Faktisk for første gang idet jeg jo hele tiden har sagt nej. Da jeg havde læst den kunne jeg godt mærke, at det måske alligevel kunne være en god ting at møde andre børn der på min egen alder også har en søskende med handicap. Faktisk jo mere jeg tænkte over det fik jeg lyst fordi jeg havde så meget jeg gerne ville fortælle. Godt nok havde jeg skrevet mange opgaver om handicap i skolen, men egentlig at fortælle, hvordan det er at være mig har jeg faktisk aldrig gjort. Da min mor kom hjem sagde jeg til hende, at jeg havde tænkte over det med søskendekurset. Jeg ville gerne med. Sådan gik det til, at jeg kom med på mit første søskendekursus og jeg vil bare sige til alle, at det var megafedt. Det var så sjovt og så lærte jeg også en masse. Vi hyggede alle børnene imellem og snakkede, spillede spil og spiste god mad. Det var så fedt at tale med andre børn og for første gang oplevede jeg, at der var andre, som havde de samme tanker og erfaringer som jeg selv. Da kurset sluttede var det en trist dag. Vi havde opbygget et godt kammeratskab og var kommet meget tættere på hinanden. Så jeg vil bare sige til dig, at hvis du på nogen måde får mulighed for at komme af sted på et søskendekursus skal du bare tage muligheden. Det var en rigtig god oplevelse og du behøver ikke være bange eller synes det er mærkeligt eller pinligt. De voksne på kurset passer godt på dig.
De bedste hilsner
Jonathan

torsdag den 18. juli 2013

Mia fortæller om sin bror Nikolaj som har autisme

Vi har for nogen tid siden skrevet med Mia over e-mail. Vi har fået lov til at lave et lille resume af samtalen her på Bloggen fordi vi synes det fortæller så godt hvad et søskendekursus er og hvad du får ud af det. Hvis du har en bror eller søster med et handicap vil du sikkert også kende til nogle af de samme udfordringer som Mia beskriver her. Tusind tak til Mia for en alletiders samtale.
 
Hej jeg hedder er Mia og jeg er 11 år gammel. Jeg har en bror som hedder Nikolaj og en anden søster som hedder Line, der kun er 2 år gammel. Nikolaj er 8 år gammel og har autisme, og der er også noget galt med hans hjerne, som betyder, at han opfører sig som han er meget yngre end hvad han egentlig er. Der er både nogle gode og dårlige ting ved Nikolaj.

Nogle af de dårlige ting ved Nikolajs handicap er:
Han slår, niver og skubber mig
Han forstår ikke, når du siger "ikke gøre det" til ham
Han piller ved alle mine ting og nogle gange går de også i stykker
Han kan ikke gå i bad selv og så jeg er nødt til at hjælpe ham med at vaske hans hår og krop, selv om han er 8 år gammel
Han generer mig sommetider, når vi går ud, fordi han kildrer alle og har mange raseri udbrud

Han kan blive meget sur og nogle gange bliver jeg bange, fordi jeg ikke tror, ​​han kan stoppe igen
Han kan ikke lege med mig særlig godt og i ret lang tid

Nogle af de gode ting ved min bror er:
Han behøver ikke at gå i den samme skole som mig, fordi han går på en specialskole
Jeg får nogle gange fridage fra min skole så jeg kan følge hvordan det går med min bror
Han kan være rigtig sjov, når han ønsker at være i centrum
Jeg kan komme på søskendekursus, hvor jeg har det rigtig sjovt med andre søskende
Jeg har lært en masse om de problemer mennesker med handicap og deres familier har
Jeg elsker min bror, trods hans handicap
Jeg håber, at du ved at læse dette vil du forstå lidt mere om, hvad det vil sige at have en bror som Nikolaj.

tirsdag den 16. juli 2013

Hemmeligt kun for børn

Vi vil igen bruge et indlæg på at beskrive søskendekurset med børneord. Vi har skrevet rigtig meget til de voksne, men vi synes nu at tiden er inde til at skrive netop til dig, som er i alderen 9-12 år. Birgit, Birgitte, Marc og jeg laver et søskendekursus for dig fordi vi gerne vil give dig en god, sjov, lærerig og anderledes oplevelse. Måske går du allerede til fodbold, til håndbold, til karate, til spejder, til gymnastik, til tennis eller noget helt andet og du har sikkert også på eller andet tidspunkt været af sted på koloni, lejr eller hyttetur med skolen?
                  
Kender du det? Så læs bare videre

Når du har en fritidsinteresse, som du godt kan lide så mødes du hver uge med andre børn og I øver og lærer af hinanden for at blive bedre. Når du har en fritidsinteresse så oplever du et godt kammeratskab, sjov, ballade, alvor, leg og I har alle en ting til fælles. I er fælles om jeres interesser for fodbold, håndbold, natur, idræt osv. Du gør det fordi det er sjovt. Det er det som holder jer sammen.

Et søskendekursus er præcis det samme som din fritidsinteresse.

Kurset varer 3 weekends og den sidste lørdag tager vi på en hyttetur til Bromme Centret ved Sorø. Det du som søskende har til fælles med alle de andre børn er, at I har en bror eller søster med et handicap. Det er der ikke noget galt med, det er ikke noget problem i, det er ok, det er i orden - sådan er det i jeres familie. Vi vil gerne byde dig velkommen til et sted, hvor du kan mødes med andre børn i samme alder som dig, der også har en bror eller søster med et handicap. Når vi mødes skal vi lege sjove lege, se film, spille computer, dele historier, og du vil opleve, at der er rigtig mange andre børn, som har det netop som dig. Så husk på vores motto ”Det er fedt at komme på søskendekursus ellers er det ikke et søskendekursus”. Du er meget velkommen til at skrive en e-mail til os på soskendekursus@gmail.com når du har noget, som du vil spørge os om.

Vi håber på at se dig
Hilsen
Birgit, Birgitte og John

søndag den 14. juli 2013

Lidt tanker om børns ansvar

Ansvaret for familien ligger entydigt hos forældrene, indtil børn er blevet 14-16
år gamle. Forældrene har hele ansvaret for atmosfæren i familien, det vil sige for den måde, man taler til og med hinanden på; den måde man løser konflikter og træffer beslutninger på; den måde, både børn og voksne, i det hele taget omgås på. Alt dette har børn ingen forstand på eller erfaring med og når ansvaret bliver overladt til børnene, ender det altid galt. Det betyder ikke, at børn ikke kan have kloge iagttagelser eller frugtbare meninger om det - det har de endda meget ofte, men de er ude af stand til at tage ansvaret for at gennemføre det rigtigste eller mest hensigtsmæssige i deres egen familie. Dette er også gældende i familier med et handicappet barn. Søskende store som små kan hurtigt gå hen og bliver ”overansvarlige”. Derfor skal forældre og fagfolk hjælpe børnene med at hænge ansvaret fra sig i ny og næ – f.eks. ved at tale med børnene om det eller give dem muligheden for at tale med andre jævnaldrende på f.eks. et søskendekursus. Ådalskolens søskendekursus i Ringsted gør først og fremmest den forskel for børnene at sætte et bredt fokus på søskenderelationen og tale med børnene i grupper om, hvordan det er at være bror eller søster i familien. På kurset deltager drenge og piger i alderen 9-12 år, der også har en søster eller bror med et handicap og som langt hen af vejen har de samme erfaringer og vilkår. Vores hensigt med søskendekurset er at give børnene viden om deres søskendes handicap eller sygdom, at give dem redskaber til at håndtere situationer i hverdagen og at støtte og hjælpe dem til at forstå deres følelser. Mange søskende til børn med handicap føler sig anderledes og alene. Forældre og kammerater har svært ved at forstå, hvordan de har det, så netværket fungerer netop også som det frirum, hvor det handler om dem selv og deres følelser - ikke om deres søskende, som typisk får og kræver meget opmærksomhed.

lørdag den 13. juli 2013

Et søskendekursus tager for alvor form

Sommeren er over os. Måske har du ferie eller måske er du heldig at holde
ferie lidt senere. Uanset hvad får det gode sommervejr får os til at slappe af og glemme hverdagen for en stund.
Ådalskolens søskendekursus er ikke glemt og tager for alvor form i disse dage. Tilmeldingerne kommer på mail og kurset er for børn drenge og piger i alderen 9-12 år, der har en bror eller søster med et handicap. Der er plads til flere på efterårets første kursus. Vi har vi hele tiden haft det motto, at det skal være sjovt at være på søskendekursus. På søskendekurset handler det ikke om at aktiviteterne absolut skal være vilde, vovede og vanvittige. Næh... ofte er det det mere enkle og simple, der virker bedst. Vi tror på, at det er det sociale samvær med de andre børn og med de voksne, som du husker mest tilbage på. Om vi så har spillet ludo sammen eller været på skattejagt sammen, det er ikke så vigtigt. Det vigtigste er ikke hvad vi laver, men at vi har det sjovt mens vi gør det. Vi tilbyder rammen så du kan møde andre søskende som også har en bror eller søster med et handicap. Du deler erfaringer, oplevelser og viden med andre i samme situation. Du lærer noget om forskellige handicaps, - både synlige og mere usynlige handicap. Du får svar på en masse at de spørgsmål som du går med i dagligdagen. Du får mulighed for at sætte ord på tanker, følelser, reaktioner og roller i forhold til at være bror eller søster.


fredag den 12. juli 2013

Projekt søskendekursus i Ringsted

Vi er medarbejdere fra Ådalskolen i Ringsted der gennem vores arbejde har erfaret, vigtigheden i
at støtte op om søskende til børn med et handicap. Når en familie får et barn med handicap, vil en stor del af forældrenes opmærksomhed gå til dette barn både praktisk i form af hjælp, mødedeltagelse, undersøgelser m.v., men også i form af sorg og bekymring. Tiden til de andre søskende bliver uundgåeligt mindre, og der er risiko for, at de bliver overset. Søskende risikerer at blive "små voksne", der tager overdrevent hensyn til den handicappede søster eller bror, og ikke af sig selv giver udtryk for de bekymringer og den angst, de selv bærer rundt på. Det primære formål med søskendekurset er at skabe netværk for børnene med handicappede søskende og give dem et frirum, hvor de selv kan være i centrum. Det er målet, at børnene opnår viden om forskellige handicaps og større selvindsigt i deres egen situation, og derigennem får konkrete redskaber til at tackle hverdagen praktisk og følelsesmæssigt og til at håndtere det at være søskende til en handicappet. Målgruppen er søskende til børn med handicap. De er mellem 9 til 12 år og der vil normalt være 15-20 deltagere på et kursusmodul. Kurset afholdes over 3 weekends, 2 lørdage og en overnatningstur som afslutning. Søskendekurset er ikke sammensat ud fra bestemte diagnoser hos den handicappede bror eller søster. Udgangspunktet er, at børnene får størst udbytte af emnerne, når de bliver formidlet gennem sjove aktiviteter og lege. Der gøres derfor brug af oplæg, gruppearbejde, øvelser, leg og diskussion. Indholdet kan f.eks. være at få besøg af en voksen søskende, at finde ud af, hvad det vil sige af have et handicap, at lege et "diagnose-spil" eller at tale om fremtiden. For at tilgodese de forskellige aldersgruppers behov, vil aktiviteterne kunne deles op, så der arbejdes i mindre grupper. Deltagerne på kurset vil løbende have mulighed for at påvirke indholdet alt efter deres interesser og behov. Hvis du er interesseret i, at dit barn skal deltage i søskendekurset, hører vi meget gerne fra dig. Skriv til os på e-mail soskendekursus@gmail.com

torsdag den 11. juli 2013

At have et barn med et handicap

At have et barn med handicap er et grundvilkår for alle i familien. Tanken bag Ådalskolens søskendekursus er, at alle i familien skal ses som en samlet ressource, hvor man kan bidrage eller tære på ressourcerne. Nøglen til at I forældre forsat kan være i stand til at have barnet i hjemmet, passe, pleje, opdrage og kommunikere med barnet skal derfor findes blandt alle medlemmer i familie samspillet. Ådalskolens søskendekursus tager således udgangspunkt i de positive ressourcer, som en familie har. Kursets sigte er, at tilføje ny viden og værktøjer til søskende, lade dem deltage i snak med andre søskende og give dem mulighed for at opdage, at andre søskende står i de samme udfordringer og har mange af de samme tanker. Det netværk som kurset opbygger gør, at en bror eller søster tilføjes nye ressourcer, så de fremadrettet bliver bedre i stand til, at håndtere hverdagens mangeartede situationer. Så har I et barn i alderen 9-12 år og som er motiveret til et søskendekursus er det en god ide at læse videre. Jeres barns sagsbehandler har nemlig mulighed for at give bevilling til Ådalskolens søskendekursus ud fra loven om social service § 41, hvor der i socialministeriets vejledning skrives: ”Der kan ydes hjælp til forældres og eventuelt andre pårørendes merudgifter som følge af nødvendig deltagelse i kurser, som går ud på at sætte de pågældende i stand til at have barnet hjemme, passe og pleje, opdrage og kommunikere med barnet. Det kan dreje sig om kurser, der giver familien indsigt i de forskellige funktionsnedsættelser / lidelser, i hvilken virkning det har på barnet, og hvordan familien kan mestre de problemer, der kan opstå mv. ”Det er en betingelse, at dit barn er omfattet af målgruppen for § 41. Du kan også kun få bevilling til søskendekurser, såfremt din sagsbehandler vurderer, at kurset er “nødvendigt” for familien ift. forsat at kunne have barnet hjemme, samt passe, pleje, opdrage og kommunikere med barnet. Det er derfor vigtigt, at I udfra indholdet i kursusprogrammet forklarer sagsbehandleren, hvorfor det er nødvendigt for en bror eller søster at komme på netop dette kursus med netop dette indhold.

onsdag den 10. juli 2013

Tilmelding til søskendekursus

Du tilmelder dig Ådalskolens søskendekursus ved at gå ind på hjemmesiden www.aadalskolen.dk og klikke i menuen til venstre under ”NYT
søskendekursus”. Her finder du bla. en PDF folder af folderen og af tilmeldingen, som du printer. Dernæst kontakter du sagsbehandleren og beder om en ansøgning til at søge kommunen om støtte til del­tagerbetaling.

Har du spørgsmål eller supplerende be­mærkninger er du velkommen til at ringe til os på telefon 41 99 40 71 eller sende en mail til soskendekursus@gmail.com.

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har brug for hjælp til at udfylde tilmeldingen og har din sagsbe­handler spørgsmål eller brug for en ud­dybning af programmet kan dette også klares via en telefonopringning.



tirsdag den 2. juli 2013

DUKH - Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet

Tak for de mange mails. Som lovet vil vi reklamere lidt for DUKH. DUKH - Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet. DUKH skal styrke retssikkerheden for mennesker med handicap gennem information og rådgivning. Lovgrundlag pr. 1. januar 2007. Serviceloven § 15. En uvildig konsulentordning yder gratis rådgivning og vejledning i sager om hjælp til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsniveau. DUKH er et rådgivningstilbud til både borger og myndighed, der ønsker rådgivning og vejledning, når det gælder sagsbehandling på handicapområdet. DUKH er en selvejende institution under Velfærdsministeriet, som skal medvirke til at styrke retssikkerheden for mennesker med et handicap. DUKH skal dels sikre borgerens retssikkerhed ved at yde relevant og uvildig rådgivning i enkeltsager, der måske er gået i hårdknude, eller hvor borgeren føler sig uretfærdigt behandlet. DUKH er et rådgivningstilbud, der kan benyttes af både borger og sagsbehandler, men de er først og fremmest oprettet for at yde rådgivning til borgere.

Du kan bruge DUKH, når du:
·         mangler konkret viden om lovgivning og støttemuligheder
·         har svært ved at komme i dialog med sagsbehandleren
·         undrer dig over forvaltningens behandling af din henvendelse
·         oplever at være kastebold mellem forskellige offentlige systemer
·         er utilfreds med en afgørelse i din sag og er i tvivl om mulighederne for at klage
 
DUKH kan ikke
·         udmåle støtte - tildele en ydelse
·         være bisidder eller advokat for dig
·         rådgive om et specifikt handicap - vi rådgiver kun om sagsbehandlingen og lovgivningen
·         ændre en afgørelse truffet af en myndighed

Man kan benytte DUKH, hvis man har en varig eller længerevarende funktionsnedsættelse, der gør, at man har brug for støtte eller ydelser fra det offentlige for at kompensere for sit handicap. Man behøver ikke at have en diagnose for at få rådgivning. Læs mere på DUKH på www.dukh.dk

Du kan kontakte DUKH via deres hjemmeside, mail eller pr. telefon.
Det er gratis at benytte DUKH’s rådgivning. DUKH er finansieret af staten.

Kontaktinfo:
DUKH
Banegårdspladsen 2, 2. sal
6000 Kolding
Tlf.: 7630 1930
mail@dukh.dk
sikkermail@mail.dk

 

mandag den 1. juli 2013

Tilmeldinger kommer i sommerferien

I tilmelder jer til Ådalskolens søskendekursus ved at gå ind på hjemmesiden www.aadalskolen.dk og klikke i menuen til venstre under ”NYT søskendekursus”. Her finder I bla. en PDF folder af folderen og af tilmeldingen, som I printer ud. Dernæst kontakter I sagsbehandleren og beder om en ansøgning til at søge kommunen om støtte til del­tagerbetaling. Har I spørgsmål eller supplerende be­mærkninger er I velkommen til at ringe til os på telefon 41 99 40 71 eller sende en mail til soskendekursus@gmail.com. I er altid velkommen til at kontakte os, hvis I har brug for hjælp til at udfylde tilmeldingen og har jeres sagsbe­handler spørgsmål eller brug for en ud­dybning af programmet kan dette også klares via en telefonopringning eller mail.

Relationer blandt søskende

I enhver søskenderelation er faktorer som gensidig varme og omsorg vigtige - også for søskende til børn med et særligt behov. Alle har et ...