lørdag den 24. august 2013

Hvorfor egentligt et søskendekursus?

Mange søskende til børn med handicap kan have en oplevelse af, at deres søskende kan være anderledes, at de larmer, afbryder, er voldsomme, grænseoverskridende, sjove, uforudsigelige og meget andet. Søskende kan opleve, at de går med mange spørgsmål og ønsker for deres eget liv, som kan være svære for forældre at håndtere i hverdagen. Derfor kan det være rart at høre om og møde andre søskende, der også har en bror eller søster med et handicap og opdage, at man ikke er alene og få svar på nogle af de spørgsmål, som man kan gå med.

”Det var som om, at der gik et lys op for mig, da vi sad der og fortalte vores historier”
”Jeg troede at jeg var unormal, fordi jeg har en handicappet storebror, men det ved jeg nu, at jeg ikke er”.
”Jeg føler, at vi deler det samme problem, og så er det ikke så svært mere”.
”Vi griner sammen, leger, tegner, hører historier og fortæller selv historier”.
”Det er godt at høre, at andre har det som en selv, så ved man, at man ikke er den eneste”.
”Man finder ud af, at man ikke er den eneste i hele verden, der har det sådan”.
”Man føler sig ikke som ”Palle alene i verden”.
”Man lærer andre børn at kende.
”Man får hjælp af hinanden, hvis man har nogle problemer”.
”Man får snakket om tingene og hører, hvordan andre har det”.
”Man kan nogle gange høre, at der er nogen, der har det værre end en selv”.
”Man bliver gladere”.
”Det er sjovt, ikke bare alvorligt”.
”Selvom emnet er alvorligt, kan man godt lave sjov med det”.

”Inden jeg skal af sted til søskendekursus, kan jeg være nervøs indeni, men når jeg tager hjem, føler jeg mig glad og lettet. Alle de tanker jeg havde i mit hoved, er kommet ud”.

I samværet med de andre børn vil du hurtigt opdage, at du slet ikke er alene om dine tanker og følelser, der er andre børn, der har prøvet nøjagtigt på samme måde. Du oplever, at du kan åbne dig, og at det er i orden at tale om det, som er vigtigt for dig. Hensigten med søskendekurset er at give dig viden om din bror eller søsters handicap, at give redskaber til at håndtere situationer i hverdagen, at give dig et fællesskab og tilhørsforhold til andre, som er i samme situation - og derigennem opleve identifikation og genkendelse. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar