fredag den 4. oktober 2013

På søskendekurset så vi en rigtig god film

Ådalskolens søskendekursus er godt igang og i morgen lørdag mødes vi alle igen. Tak for de mange hilsner og e-mails. Det bliver fedt at se jer igen.
 
Christian fra Sorø har sendt os denne hilsen, som vi har fået lov til at bringe her på Bloggen.
 
 
Hej, jeg hedder Christian og er 10 år gammel, jeg har 2 brødre Joakim på næsten 8 og Marius på 6, og det er Marius der er handicappet. Min brors handicap hedder Downs Syndrom. Derudover er han også udviklingshæmmet. Jeg har set filmen "Men jeg vil ikke bytte" forrige lørdag på søskendekursus og jeg synes den var rigtig god og spændende. Den forklarede virkelig godt, hvordan det er at have en bror med handicap og hvordan ens hverdag er i forhold til andre børns hverdag. Jeg kunne genkende rigtig meget fra filmen f.eks. at man skal tage mere ansvar, være mere tålmodig og sige mere "pyt pyt". Man er nærmest en tredje voksen, og det er "ikke fordi jeg skal gøre det, men fordi jeg kan se at min mor og far har brug for hjælp og at de er ved at blive ret trætte af det, og så kan jeg bare ikke lade være med at hjælpe". Jeg kan også genkende det med at min bror får mere opmærksomhed, og det er ret træls nogle gange. Jeg synes, at man skal vise filmen for ens klassekammerater så de måske lidt bedre kan forstå, at min hverdag til tider kan være mere stresset og besværlig.
 
Jeg er rigtig glad fordi jeg fik mulighed for at komme på søskendekursus i Ringsted og jeg glæder mig allerede til næste lørdag. I min hverdag kan det nogen gange godt være hårdt at have en lillebror med et handicap og jeg kan godt lige trænge til en pause af og til. Jeg vil gerne vise ”Men jeg vil ikke bytte” til mine klassekammerater og min familie. Det er den BEDSTE film jeg har set om børn med søskende der er handicappede, og hvis jeg skulle give den stjerner fra 1 til 10 så fik den 8.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar