lørdag den 26. oktober 2013

Vores sprog og forhåndsforståelser smitter værre end influenza

Ådalskolens søskendekursus er for børn i alderen 9-12 år og som har en bror eller søster med et handicap. Et af temaerne på søskendekurset handler om hvad ”de andre tænker” og ”hvad disse ting gør ved mig som søskende”. Den måde, vi voksne taler om andre på, kan stikke en kæp i hjulet i forhold til målet om positive fællesskaber for alle. Fordomme, nedsættende sprogbrug og det at stemple nogen som anderledes eller vanskelige kan nemt smitte af på den måde, børn opfatter hinanden – og sig selv. Børn, der oplever, at der bliver fortalt negative historier om dem, bliver fanget i en udviklingsfælde. Det er næsten umuligt at forandre sig, når man er negativt beskrevet, fortæller John. Han peger på eksempler, som alle børnene kan genkende. En skoleklasse, der konstant bliver omtalt som "skolens vanskeligste klasse". Forældre, der siger, at "du ikke må lege med ham der" osv. "Der er stor risiko for, at vi voksne skaber og forstærker de problemer, vi forsøger at løse, gennem den måde vi taler om hinanden og gennem de historier, vi fortæller. Med den måde, vi taler på, kan vi tale børn ud af børnegrupper og legitimere, at børn behandler hinanden dårligt," pointerer han. "Vi kan skabe utroligt meget ved at skærpe vores opmærksomhed på måden, vi taler og tænker om tingene på," siger John. Ved at være opmærksom på, hvad vi fortæller og ikke mindst hvordan kan vi skabe andre betingelser for de sunde fællesskaber. Sunde fællesskaber skabes på søskendekurset.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar