fredag den 15. november 2013

Vores søn er flyttet hjemmefra

En far til en dreng med infantil autisme på 16 år fortæller om det tidspunkt, hvor det gik op for dem, at de måtte handle for at undgå en negativ påvirkning af de mindre søskende.

”Vores store søn har jo fyldt det hele, mens han boede hjemme. Når de små søskende spurgte, om vi ikke lige kunne gøre sådan og sådan, så svarede man nej, I er nødt til lige at vente, fordi storebror er ved at vælte et eller andet ude i køkkenet. På et tidspunkt var vi sammen med nogle andre forældre og talte om, hvilke udfordringer de ikke handicappede søskende havde på grund af deres handicappede bror. Så begyndte det ligesom at blive klart for os, at vi var nødt til at tage en beslutning om at gøre noget, fordi det ikke ville have været holdbart, hvis det fortsatte. Så der valgte vi så at lade storebror flytte hjemmefra, efter han blev konfirmeret, og det synes jeg så har givet mere ro. En meget svær beslutning, men det har altså det har givet os en dagligdag, hvor vi kan koncentrere os om vores mindre børn. De to store børn har egentlig tacklet vores søn med autisme utrolig flot, men vi fornemmer lidt, at hans storebror har vi et eller andet sted glemt, forsømt. Han har et meget, meget voldsomt temperament og kan sige de værste ting og sager somme tider. Han er glad for sin bror, men ind imellem ønsker han også, at han ikke er der. Og selvfølgelig har han taget meget af vores tid, selv om vi prøvede på at dele alle døgnets 24 timer".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar