søndag den 23. februar 2014

Læreren sagde ”en helt forandret dreng”


I efteråret 2013 var en dreng ved navn Nikolaj tilmeldt på Ådalskolens søskendekursus. Han er ti år gammel og er storebror til en lille pige med infantil autisme i meget svær grad. Hans far havde hørt om det nye søskendekursus i Ringsted og tænkte, at det ville være godt for Nikolaj at komme med. Lørdagen kom hvor søskendekurset skulle begynde. Der var masser af sjove lege, aktiviteter og det var en meget gavnlig fornøjelse for Nikolaj at møde og snakke med de andre børn. Allerede fra den første lørdag var det tydeligt at se og mærke hvordan Nikolaj arbejdede med opgaven som storebror, han blev mere selvsikker, modig og stolt. Ikke en følelse som han nødvendigvis oplever så tit til daglig. Da søskendekurset som varer 42 timer var slut tog Nikolaj hjem og efter 14 dage ringede hans klasselærer til os og sagde ”sikke en fantastisk forvandling”. Hun ville bare sige, at det var en helt forandret dreng, hun havde fået tilbage i 4. klasse. Den mandag han var tilbage i klassen, havde han som det første rakt hånden op – hvilket ikke så ofte skete. Han spurgte, om han måtte komme op til tavlen og fortælle om søskendekurset og hvad han havde lært, hvilket han jo naturligvis fik lov til. Med et stort smil på læben fortalte han om oplevelserne og om, hvad han havde hørt og lært for at blive en endnu bedre storebror overfor sin søster med et handicap. Han viste stolt også både fotomappen og diplomet frem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar