„Jeg er ked af at fortælle jer, at jeres barn har Downs
syndrom.“ Dette var de smertefulde ord fra lægen som for altid vendte op og
ned på vores liv. „Det var som et mareridt; jeg ønskede bare jeg vågne,“
mindes en mor ved navn Julia. Hun og Jonna er to mødre til børn med Downs
syndrom som har skrevet til Ådalskolens søskendekursus med deres erfaringer. Denne blog er blot et meget lille udpluk. Mødrene beskriver deres oplevelser, som en „følelsesmæssig
rutsjebanetur — det ene øjeblik er man højt oppe fordi noget er gået supergodt
og andre gange helt nede på grund af skuffelser, daglige frustrationer og
problemer og så igen helt oppe som følge af utrolige resultater“. Både Julia
og Jonna fastholder at det har styrket deres familiesammenhold at skulle tage
sig af børnene med Downs syndrom. De andre søskende bliver mindre selviske og
mere medfølende og de bliver bedre til at forstå andre der har begrænsninger.
„Vores tålmodighed er blevet rigt belønnet og med tiden har vi set
resultaterne,“ siger mødrene i kor. „Maria, vores ældste datter har altid
hjulpet os med at passe Signe der har Downs syndrom og hun interesserer sig
meget for hende. Det har givet Maria lyst til at hjælpe andre børn med lignende
problemer.“Maria, hvis lillesøster har Downs syndrom, forklarer det på denne måde: „Signe har
bragt mig stor glæde og hun har givet mig så meget kærlighed. Hun har hjulpet
mig til at vise større medfølelse over for andre med handicap.“ Signes mor,
Jonna tilføjer: „Vores datter reagerer på venlighed, når hun får kærlighed, giver hun
dobbelt så meget tilbage. Mødrene vi har citeret i denne blog opdagede, at
„mennesker med Downs syndrom gør fremskridt og lærer hele livet og får stor gavn af nye muligheder og erfaringer“.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar