onsdag den 12. marts 2014

"Verdens bedste søskendekursus folder sine smukke vinger ud..."

Birgit Buch Jensen, som er en af gruppelederne bag årets søskendekursus sagde dette forleden. Og med "smukke vinger" mener Birgit, at et af søskendekursets vigtige fundamenter er, at søskende bliver mødt, set, forstået og støttet. Hun siger, at det er fuldstændig afgørende for et barns trivsel, særligt når man har ekstra udfordringer på grund af, at man er søskende til et barn med et handicap. Birgit fortæller, at en pige på 11 fortalte hende en gang, ”at livet er ikke svært - omgivelserne er” Hendes ord illustrerer på den fede måde, at det er i mødet med omgivelsernes holdninger og syn, at hun mærker sin rolle som søster allermest. Ofte er det første skridt til at blive set og forstået, at man selv kan få lejlighed til at sætte ord på sine egne tanker og følelser. Det kræver, at man bruger tid og energi på at lære at forstå det handicap, som ens bror eller søster har og særligt også at udforske, hvilken betydning det har i netop sin egen familie. Det kan også kræve, at man har mulighed for at sparre og udveksle erfaringer med andre, som er i lignende situationer og har nogle af de samme udfordringer i hverdagen. Derfor tilbyder Ådalskolen søskendekursus for børn i alderen 9-12 år. Ådalskolen er en specialskole i Ringsted og vi har igennem flere år arbejdet for, at søskende med en bror eller søster der har et handicap tidligt skal have øget forståelsen for egen situation, skal have mere viden om handicap, og så skal de have nogle redskaber til at takle de udfordringer, et handicap betyder for familien og tilfører livet. Vores "smukke vinger" folder sig ud og om små 14 dage begynder endnu et søskendekursus. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar