Det lærte jeg på søskendekurset

Hjemme hos mig har vi altid vidst, at min lillebror var en anderledes dreng. Min lillebror hedder Markus og var i vuggestuen meget svær for pædagogerne at komme i kontakt med. Han havde svært ved direkte øjenkontakt. Marcus havde en kammerat i vuggestuen som voksede fra ham i en alder af 1 år. Mine forældre har fortalt mig, hvordan de allerede dengang oplevede at der var noget galt. Det blev til et stort udredningsarbejde som tog et par år. Efter 2 år kunne en børnespykiater komme med en diagnose på Markus. Marcus havde infantil autisme. Han begyndte i specialbørnehave og pædagogerne gjorde meget for Markus. I dag er han 8 år og selvom jeg synes vi har et helt almindeligt familieliv ved jeg godt, at det har vi ikke. Vores hverdag er indrettet efter Markus. Han det svært i store forsamlinger og er nogen gange på kanten til at blive vred, hvis vi presser ham for meget. Vi har i vores familie lært, at vi skal huske på, at vi har en 8 årig dreng i en 3 årigs krop. Det i sig selv er en kæmpe udfordring, men vi tager det som det kommer. Ådalskolens søskendekursus hjalp mig til at forstå Marcus meget bedre og særligt for mig var det at møde andre børn og vide at jeg ikke er den eneste i verden med en bror som har et handicap. Jeg lærte også på søskendekurset, at jeg ikke kan forandre Markus og handicappet, men jeg kan forandre den måde jeg tænker på og det bruger jeg i dag.