lørdag den 24. maj 2014

Ådalskolen i Ringsted gør en væsentlig forskel

Mange søskende, der vokser op med en bror eller søster med et handicap, har brug for at møde andre børn i samme situation. På Ådalskolens søskendekurser i Ringsted møder de andre og oplever lettelse over ikke at være de eneste i verden, der en gang imellem føler sig flove og kunne ønske sig noget andet. Mange af de søskende som kommer på søskendekurser fortæller at de påtager sig et stort ansvar derhjemme. Det er ikke ualmindeligt, at børnene hjælper med mange af plejeopgaverne og at det er blevet til hverdagskost, at mor eller far ikke deltager i de årlige skolefester. Nogle søskende får eller påtager sig mange praktiske opgaver, de kan tage forældrerollen over for den bror eller søster med et handicap. Når børn bekymrer sig for meget for deres søskende, er det svært for dem at samle sig om andre opgaver. Nogle bliver typisk ukoncentrerede i skolen, stille og gør ikke så meget ”væsen” af sig selv. Den modsatte adfærd ses også i andre tilfælde. På Ådalskolens søskendekurser er vores klare fokus at læring skal ske gennem leg. Gennem leg og sjove aktiviteter udforsker søskende omverdenen, lærer sig selv at kende, udvikler selvtillid, opnår erfaring med at klare udfordringer, lærer at forholde sig til andre, udvikler social forståelse og danner venskaber.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar