mandag den 16. juni 2014

Har søskende virkelig behov for et søskendekursus?

Det korte svar er JA, hvis du er i tvivl og du spørger os. Vi har igennem mange år arbejdet med familier som har et barn med et handicap og vi har set og lagt øre til rigtig mange historier fra familierne. Ofte har historierne gået på barnet med et handicap og langt sjældnere har vi hørt historier om søskende, men de er der - nogle gange i kulissen, men søskende er en meget vigtig del af familien og påvirkes selvfølgelig af de relationer som de er en del af. Så netop derfor er det så vigtigt med et søskendekursus for børn som har en bror eller søster med et handicap. Det er svært, når ens bror eller søster har et handicap. Forældrene har naturligvis travlt i forhold til barnet med handicap og tiden med søskende bliver knap og måske kvalitetsmæssigt anderledes, end andre børns. For ikke at gøre forældrene kede af det, kan søskende undlade at stille de spørgsmål, der trænger sig på. Derfor er det en god ide at tilbyde søskende mulighed for at tale med udenforstående om deres spørgsmål og nogle gange frustrationer. Søskende kan især have brug for at få forklaret og afmystificeret, hvad det vil sige at have et handicap og hvordan handicappet ændrer sin brors eller søsters adfærd. Også en række andre spørgsmål kan trænge sig på:
•Hvorfor rammer det vores familie?
•Hvad det betyder på længere sigt?
•Vil broderen eller søsteren blive sig selv igen?
•Hvorfor har min bror eller søster forandret adfærd og hvorfor er han måske nogle gange pinlig i andre øjne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar