lørdag den 21. juni 2014

"Mig som den lille hjælper..."


Ådalskolen i Ringsted tilbyder søskendekurser for søskende, som har en bror eller søster med et handicap. Vi har netop fået en mail fra en voksen søskende på 25 år, Johannes, som beskriver det sådan:
”Gennem hele min barndom har der været mange områder, som jeg måske først nu egentlig ser har påvirket og påvirker mig en del – på godt og ondt – fx det at tage et stort ansvar i familien, de ekstra omsorg til min lillebror, familiekurser på Pindstrup Centret i Jylland, tilsidesættelse af egne behov, mig som lille hjælper i hjemmet, pinlige oplevelser, det svære ved at fortælle at min lillebror har Downs Syndrom og at jeg i mange år forsøgte at gemme ham ”væk” fra omverdenen osv osv. Jeg tænker, at jeg ikke kan være den eneste søskende til en handicappet, som har oplevet eller blevet påvirket af nogle af de her ting. Og her er en søskendegruppe et fantastisk og helt uundværligt rum til erfaringsudveksling – til at snakke om nogle af de ting, som er svære, udfordrende og ikke så sjove i dagligdagen med en søster/bror som er handicappet. Men jo også et sted, hvor man kan dele gode oplevelser og erfaringer. En søskendegruppe er stedet til at få reflekteret lidt over livet, til at få støtte og give støtte – til at kunne komme videre, hvis noget opleves svært og tungt”. Ådalskolens søskendekursus henvender sig til børn i alderen 9-12 år og efter Johannes` brev giver det hele bare endnu bedre mening. Tak Johannes fordi vi måtte bruge en del af dit brev.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar