“Søskendekursus for børn der har søskende med et
handicap"
Ådalskolen, en
specialskole i Ringsted Kommune har gennem flere år erfaret, at der er et behov
for at skabe netværk til børn som har søskende med et handicap. Samtidig har
familier efterspurgt muligheden for at danne søskendegrupper som tilgodeser
børnene. Med tiltaget søskendekurser der afvikles årligt søger vi at tilgodese dette
behov. Gå på opdagelse efter flere oplysninger her på vores blog www.soskendekursus.blogspot.dk
Søskende har et særligt livsvilkår
Børn som vokser
op med søskende med et handicap er i en situation der præges af et særligt
vilkår. Forskning og generel erfaring fortæller, at det har indvirkning på alle
familiemedlemmerne, at der er et barn med et handicap idet det ikke kun er
forældrene, som oplever anderledes hverdagsvilkår. De fleste børn i familierne
lever et fuldstændigt normalt liv, har de samme behov som alle andre børn,
tænker mange af de samme tanker men nogle gange har de brug for at kunne ”læsse
af til andre”, som kender til de selv samme forhold. Det viser sig nogle gange,
at kun få klassekammerater ved, at barnet har en søskende med et handicap.
Hvordan børn reagerer på at have en søskende med et handicap afhænger af flere
ting, hvilket handicap der er tale om, børnenes egen alder, alderen på deres
bror eller søster og hvordan handicappet tackles af forældrene. Det vil
selvfølgelig også afhænge af, hvordan forældrene støtter børnene i familien.
Søskende kan ofte dele de samme følelser af at have ”mistet” eller ”hvorfor
lige min bror” ligesom forældrene. Derfor er det vigtigt, at børnenes følelser
tages alvorligt, at de anerkendes og at der er god plads til at lytte. Søskende
har generelt en masse morskab sammen med deres bror eller søster og på den
lange bane lærer det børnene at være mere omsorgsfulde, tænksomme og sociale.
Kompetencer som opleves langt stærkere end andre børn på deres egen alder.
Børnene fortæller
En families
trivsel påvirkes af de forskellige situationer som hverdagen byder. Her er
nogle eksempler som børn fortalte om på Ådalskolens søskendekursus i efteråret.
”Vores
familieferie og især weekender kan være en stor udfordring”
”Jeg savner
alene tid med mine forældre og følelsen af jaloux har jeg en gang imellem
selvom jeg godt ved at min søster er handicappet”
”Jeg kan godt
føle mig skyldig, hvis jeg beklager mig fordi mine forældre forventer, at jeg
tager mig af min bror”
”Jeg har ikke
altid lyst til at passe min lillesøster, når jeg har besøg af mine egne
kammerater. Det er pinligt, at min søster siger mærkelige lyde eller pludselig
bliver afsindig tosset”
”Jeg kan godt
blive bange for, hvad handicappet betyder for ham, når vi bliver voksne. Hvem
skal passe min storebror?”
”Inden
søskendekurset troede jeg at jeg kunne blive ”smittet” af handicappet og at det
kunne ramme mig selv”
”Jeg kan ofte
blive en lille hjælper, når min mor lige skal nå at handle ind eller kommer
sent hjem fra arbejde”
”Jeg kan blive
bekymret eller vred på mine forældre, hvis jeg oplever at min mor eller far
”sørger for meget”, er trætte eller er presset af de mange ekstra
omsorgsopgaver der følger med”
”Jeg føler, at
der ligger et ekstra pres på mine skuldre for at få en bestemt uddannelse eller
eksamen fordi min bror aldrig vil kunne få en uddannelse”
At have mulighed
for at italesætte nogle af disse issues med andre børn som kender situationerne
hjælper børnene til at opdage, at de andre på søskendekurset rent faktisk
oplever mange af de samme ting som dem selv. Pludselig går det op for børnene,
at de har nogen at dele deres tanker og oplevelser med og det er fantastisk
forløsende.
Julie på 9 år fortæller:
”Det værste er
faktisk det med, at andre i klassen synes, at jeg ikke gør det godt nok. At jeg
er en irriterende kammerat, fordi min lillebror ikke opfører sig som alle andre
børn, siger Julie og fortsætter. ”Når jeg har stået i sådanne situationer, har
jeg været glad for at jeg i søskendegruppen kunne fortælle om min historie, ”få
luftet ud” og vendt nogle af tankerne med dem. Jeg har været rigtig heldig at
have nogen at snakke med, så jeg ikke går med det inde i mig selv. De voksne på
søskendekurset siger til mig, at omgivelserne ofte har svært ved at forstå et
handicap og konsekvenserne af det og at det ikke er mig, som der er noget galt
med. Det føles godt og giver mig fornyet energi.”
Søskendes relationer
Hvordan børnene
udvikler sig sammen med deres søskende påvirker selvfølgelig den måde, de
bliver på som menneske og former deres liv. Gennem barndommen og livet bruger
de meget tid sammen med deres søskende og sammen med dem får de sandsynligvis
den længst varende relation. Derfor er netop relationerne mellem søskende et
meget vigtigt emne. For hvordan skaber man gode relationer blandt søskende? Det
er der sikkert rigtige mange bud på og forskellige meninger om. For børnene som
har en bror eller søster med et handicap kan opgaven med at skabe relationer
være mere udfordret. Det er ikke altid så let, som det måske lyder. I gamle
dage blev børn med et handicap anbragt på store institutioner eller stuvet væk
på anstalter forskellige steder i landet. Ofte blev man som familie rådet til
at glemme, at familien havde et handicappet barn. Få jer et nyt barn var ofte
overlægens råd på fødeafdelingen. Det må have været usandsynligt smerteligt for
alle parter og det kan være svært at forstå, at en sådan en holdning ikke er så
mange år gammel endda. Nu om dage er tiderne heldigvis anderledes og de fleste
børn uanset deres handicap, tilbringer det meste af deres tid sammen med deres
familie. Det betyder jo, at kontakten med deres brødre og søstre, er langt mere
kontinuerlig. Det er derfor ikke overraskende, at nogle forældre ønsker at tale
om vigtigheden af søskenderelationer, op-og nedture i dagligdagen og i højere
grad søger rådgivning i håndtering af eventuelle problemer der kan opstå i
familien. Alt dette er der i dag langt hen ad vejen også mulighed for. Derfor
giver det rigtig god mening at indtænke søskende en langt mere betydningsfuld
rolle på den gode måde. Netop det at arbejde med relationer er alfa og omega.
Tobias fortæller
En af drengene
fra søskendekurset, en 10 årig dreng Tobias fortæller om søskendekurset på
denne måde. ”Jeg kan genkende rigtig meget af det de andre børn på kurset
fortæller f.eks. at have et stort ansvar og meget tålmodighed. Jeg er nogle
gange en tredje voksen og det er ikke fordi jeg skal gøre det, men fordi jeg
kan se, at min mor og far har brug for hjælp og jeg kan mærke, at de er ved at
blive trætte. Så kan jeg bare ikke lade være med at hjælpe. Jeg kan også
genkende det med at ens bror eller søster med handicap får mere opmærksomhed og
det er nogle gange ret træls. Søskendekurset var en fantastisk øjenåbner for
mig. Jeg er begyndt at se min familie på en anden måde. Jeg har fået meget mere
lyst til at fortælle mine kammerater om min lillesøster og alle de ting som hun
klarer på trods af, at hun har et handicap og ikke kan tale, fortæller Tobias.
Ådalskolens søskendekursus
Søskendekurset
henvender sig til børn i alderen 9-12 år, som har en bror eller søster med et
handicap. På kurset er børnene sammen med andre børn på deres egen alder og de
arbejder sammen på kryds og tværs. Kurset basseres på alt fra leg til snak, og
for os som voksne handler det om at skabe et trygt rum, hvor børnene kan tale
om alting. Der er fokus på søskende og de skal møde andre, der har det på samme
måde som dem selv. Og så ved søskende generelt utroligt meget om deres søskende
med handicap og hvordan de bedst skal omgås. Det er børnene, som er eksperterne
– de ved det bare ikke selv endnu, det får de en øget bevidsthed om, imens de
er på kursus. Pointen med at opleve, at de ikke er alene med de daglige
udfordringer giver dem mulighed for at ”spejle” sig i de andre børn. Indholdet
er meget bredt og alderssvarende lige fra sjove, udfordrende aktiviteter og
lege til undervisning i handicap samt italesættelse af følelser, tanker og
oplevelser der er forbundet med at være søskende. Alle metoder og aktiviteter
der bruges på kurset er i direkte børnehøjde. Børnene forbinder sig meget
hurtigt med hinanden og efter ganske få timer er nye venskaber skudt frem. Set
udefra virker det som om, at søskende rigtig hurtigt finder frem til det
fællesskab, som de er samlet om.
”Det er som om
man er lidt lettere, når man går hjem fra søskendekurset”
Dreng på 10 år”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar