Hvad var udfordringerne?

Vi fortsætter bloggen om Maria som fortæller hvordan hun har oplevet at være både lillesøster og storesøster til en søskende med Downs Syndrom. Jeg tror egentlig den største udfordring for min storebror var hans bevidsthed om sit handicap fra en ganske ung alder. Han har altid haft et ønske om at være normal og ligesom alle andre. Han ønskede at kunne køre bil og gå ud til fest om fredagen, mens jeg gik i gymnasiet. Han ønskede også at gå på bar for at få en øl, ligesom det jeg begyndte på i min studietid. Men for min lillebror var det hele ganske anderledes. Han fornemmede selv at være anderledes og det var ofte et stort irritationsmoment for ham. Alle mennesker har sin egen kamp for at acceptere sig selv for, hvem de er, og min familie og jeg altid forsøgt at hjælpe Niels med det. For mig, var min største udfordring at kunne acceptere ham, som han var og særligt at kunne håndtere de perioder hvor Niels havde det svært. Jeg kunne være flov, når Niels blev sur på naboerne eller på gaden. Jeg tror også jeg i en årrække trak mig væk fra ham fordi jeg selv var usikker på min rolle og egentlig følte mig ”fyldt op”. Efter nogle år, hvor jeg også selv blev færdig med min uddannelse var der ligesom mere overskud til at optage kontakten med Niels igen. I bund og grund er Niels jo min bror og jeg elsker ham, men der er også bare nogle ting som jeg selv gerne vil gøre. Maria er som mange andre søskende som har en bror eller søster med et handicap. Hun har taget et stort ansvar gennem hendes barndom, hjulpet til som et hvert barn ville gøre det, men Maria skal også huske på hendes egne behov og det som hun har lyst til at lave. På Ådalskolens søskendekursus er der mulighed for at tale om, hvordan det er at være søskende til et barn med et handicap. Mange af de historier som fortælles på søskendekurserne er meget enslydende og for mange søskende er det en særlig fornøjelse at opdage hvor mange ting de egentlig har til fælles med hinanden.