mandag den 26. januar 2015

Søskendekursus er også for drenge

Søskendekursus er også for drenge
Nogle gange hører vi, at der kan være tvivl om hvorvidt Ådalskolens søskendekursus også er for drenge og nogle gange er det sådan at drenge ikke synes at der er noget at snakke om. Dertil kan vi klart sige at et søskendekursus er både for drenge og piger som har en bror eller søster med et handicap. At være barn i en familie hvor en søskende har et handicap er et anderledes vilkår. Dette er tilfældet både når det drejer sig om et synligt og et ikke synligt handicap. Forleden dag ringede Martin til os. En dreng på 11 år som har en søster med infantil autisme. Martin ville spørge hvad et søskendekursus var og hvad man lavede? Vi gjorde os stor umage for at forklare ham, hvad vi laver og at søskendekurset også indeholder en overnatningstur hvor vi alle tager afsted sammen. På et søskendekursus vil børn som Martin opleve at andre børn har mange af de samme tanker og oplevelser, som de selv har. De vil i den grade opleve at det støtter at fortælle om sin bror eller søster med handicap. De vil også opleve at få støtte og hjælp fra både vi voksne men særligt også fra de andre børn i gruppen. Børnene vil gennem snak og hyggelige aktiviteter få nye oplevelser og lære at anskue hverdagen gennem anderledes "briller". Det giver et klart overskud og en kæmpe lettelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar