mandag den 23. februar 2015

Søskendekurser er meget populære

Børnene på søskendekurset er mellem 9-12 år
Ådalskolens søskendekurser for børn er populære og i år er der kun få pladser tilbage. Et søskendekursus hjælper børnene til at få luft for nogle af de bekymringer, de tumler med, mener Christian på 11 år som deltog i foråret. »Jeg kan godt lide at snakke med nogen om det. Det er ikke så nemt at snakke med mine forældre, fordi de har så travlt med min lillebror” Sådan lyder det fra Christian som fik en plads på søskendekurset sidste år. Kurserne er nu blevet så populære, at der er venteliste for at få en plads. Og ifølge kursusleder John Quist Frandsen fra Ådalskolen, er den store fordel ved søskendekurserne, at børnene får luft for de udfordringer og tanker, de ofte oplever ved at være bror eller søster til et barn med særlige behov eller et handicap. »Først og fremmest får børnene et sted, hvor de kan få sagt nogle af de ting, som de ellers nemt kommer til at gå med alene. Børnene kan gå rundt med følelsen af, at de er anderledes og nogle kan faktisk være bekymret for, om det er dem, som er skyld i, at deres bror eller søster har et handicap. På søskendekurserne er der professionelle til at hjælpe dem,« fortæller John. Ådalskolens søskendekursus er for børn i alderen 9-12 år. I grupperne har børnene mulighed for at tale med andre børn, som de kan dele erfaringer og historier med. »Jeg oplever, at søskendekurser udfylder et stort behov hos børnene. Her bliver de taget seriøst af professionelle voksne, der sætter fokus på dem og deres udfordringer i forhold til at leve i en familie med særlige udfordringer. På et søskendekursus er der plads til alle de tanker og følelser, man har, når man er barn,« siger John, socialpædagog og ansvarlig for søskendekurserne i Ringsted. Blandt andet samværet med andre børn i lignende situationer gør børnenes bekymringer og problemer lettere at leve med, siger John. »Det er enormt vigtigt, at børnene ikke føler sig forkerte, men oplever, at andre børn kan have præcis de samme tanker og bekymringer som dem selv. Selvom der sandsynligvis er kammerater på deres egen skole, som også har en bror eller søster med et handicap er det sjældent sådan, at de åbner sig for hinanden og spørger ind til, hvordan de håndtere det at være bror eller søster. Der er stadig meget som forbliver usagt, fortæller John.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar