lørdag den 28. marts 2015

Et kæmpe grin og "en rejse du ikke vil hjem fra"

Nikolaj og Peter er enige "det er fedt"
På Ådalskolen i Ringsted er 14 børn i disse dage på søskendekursus. Et kursus som handler om at få fortalt, mærket, delt, prøvet og ikke mindst få en god og udbytterig erfaring med hjem. Børnene er alle i alderen 9-12 år og har en masse til fælles. En af de ting, som alle børnene kan tale sammen om udover fodbold. X-factor og computerspil er, at de har en søskende med et særligt behov eller et handicap. "Vi kan simpelthen ikke undvære søskendekursus”. Det er helt fantastisk, at det kan lade sig gøre for os at komme på sådan et kursus sammen, siger to af drengene i kor. De kendte overhovedet ikke hinanden inden kurset begyndte, men det har de 3 gruppeledere Birgit, Birgitte og John sørget for efter første lørdag på Ådalskolen. En af drengene siger, at han ikke kunne forestille sig et bedre kursus og at han lærer en masse. Det skortede ellers ikke på betænkeligheder, da Nikolajs mor fortalte ham, at hun havde fundet en folder på biblioteket om Ådalskolens søskendekursus. Nikolajs familie tæller i alt 3 børn, hvoraf den yngste dreng har diagnosen autisme, en gennemgribende udviklingsforstyrrelse som varer hele livet. Nikolajs familie fortæller, at de udmærket kender til den pressede hverdag, hvor der bruges rigtig meget tid på møder med skolen og kommunen samt alle de andre ting der følger med. Nogle gange kan det være svært at få tid og overskud til de andre søskende, som ikke har et handicap. Nikolaj nyder virkelig at være på søskendekursus, der er andre børn at lege med og han har det virkelig sjovt og når han kommer hjem og fortæller han om en masse spændende aktiviteter. Søskendekurset har et seriøst program samtidig med at der er plads til leg og masser af hygge. En rigtig god kombination, når man er dreng med vildskab i benene, som en af de andre drenge Peter siger med et stort grin om munden. Ja stemningen er bare rigtig god, siger Nikolaj. Børnene hører og oplever, hvad andre børn fortæller om at være søskende til en som har et handicap, her deles historier og lyttes til de mange gode råd på kryds og tværs i børnegruppen. Der kommer en masse gode ideer og erfaringer, som vi tager med hjem til min familie," siger Nikolaj. Ja at være på søskendekursus på Ådalskolen er ligesom en rejse, en rejse som man glæder sig til og ikke vil hjem fra.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar