tirsdag den 8. september 2015

At hjælpe søskende til at få øje på sig selv

Ådalskolen startede med søskendekurser tilbage i august ’12 med en fantastisk støtte fra skolelederen og skolebestyrelsen. Efter et halvt års intenst arbejde var det første kursus velbeskrevet, målgruppe defineret og gruppen af gruppeledere fundet. Vi erfarede gennem dette arbejde, at det tager uhyre lang tid og meget tålmodighed at synliggøre et søskendeprojekt og få familierne, kommuner og andre til at henvende sig. 

Projektmedarbejder, socialpædagog John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekursus udtrykker selv forbavselse over, at det tog så lang tid. Men som han siger, så ”måles succes ikke i antal henvendelser og forebyggende arbejde er utroligt svært at måle”. Han forklarer også, at søskende det er en stor målgruppe at nå hen til. De pågældende søskende og de mange voksne, bl.a. skolelærere og pædagoger, der omgiver dem kan have meget svært ved at forholde sig til emnet og mange ved ikke hvordan de skal tage hul på det. For nogle er det et tabu. Nogle søskende er svære at nå – og svære at få øje på. Mange af dem har ikke synlige problemer, eller de gør netop så lidt væsen af sig, at de forsvinder i mængden. De udsender ikke nødvendigvis signaler om hjælp. De mange forskellige pædagoger, klubmedarbejdere og lærere har netop ofte spurgt, hvad det er, de skal forsøge at lægge mærke til, når John og de andre projektmedarbejdere er ude og holde oplæg i skoleklasser, ungdomsklubber, fritidscentre m.m. 

Samtidig er der en stor berøringsangst i forhold til emnet, og skinner det ikke tydeligt nok igennem, at denne unge har alvorlige problemer, så er det svært at tage hul på det. Men mange af de voksne har med Ådalskolens store indsats fået forståelser og redskaber til at arbejde med og har efter besøg vist større forståelse og interesse for udfordringerne. Synliggørelsen af denne mulighed for hjælp har netop bestået i, at medarbejderne har hængt plakater op og lagt foldere omkring 100 steder bl.a. på 70 skoler, Facebook og klubber. Desuden er Ådalskolens kursus folder udsendt til en lang række institutioner, skoler og til regionens socialforvaltninger og der har været løbende lokal annoncering. 

Ådalskolens søskendekursus kan da også mærke, at projektet er ved at blive mere synligt. Hvert søskendekursus er forskellig fordi det er afhængig af de søskende som deltager. Det er deres input der bidrager til kursets forløb og hver enkelt søskende er med til at sætte deres præg på kurset. Det som hver enkelt finder interessant og brugbart bliver bragt på bane. Naturligvis er der faste punkter og emner som såkaldte ”siden sidst”- runder, hvor søskende udveksler oplevelser, tanker, erfaringer og spørgsmål.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar