Tre børn fortæller fra Ådalskolens søskendekursus

De fleste søskende er direkte eller inddirekte påvirket af omstændighederne ved et handicap og de udfordrende problemer der kan være, når ens bror eller søster har et handicap. Ådalskolen i Ringsted går ind med en aktiv indsats, støtter søskende og giver oplysning til andre.
Lasse, 12 år er til sit første møde på søskendekurset. Jeg tror, jeg kan finde nogen her, som forstår mig. Klassekammeraterne kan jo bare tænke, "Puha, godt det ikke er mig". Men de kan jo ikke forstå det, når de ikke selv har en lillesøster med autisme. Det er godt at vide, at der er andre, som har det lige som mig. Når mine andre kammerater siger ”hej” til deres søskende i skolen, tænker jeg: Øv, det kan jeg ikke. Her er jeg anderledes.
Mathias, 11 år. Det er dejligt at få talt med de andre om, hvordan man har det. Det er svært at tale med sine andre kammerater. Jeg bliver stadig ked af det, når jeg tænker på min lillebrors fremtid og hvordan det dog skal gå ham. Min lillebror er multihandicappet. Alligevel er jeg glad, når jeg kommer hjem fra søskendekurset. Det føles rart.
Cecilie, 12 år. Veninderne prøver at forstå, hvordan jeg har det. Men det kan de ikke helt fordi de ikke har en storesøster med et handicap.  Jeg ved, at de andre her på søskendekurset forstår fordi de selv har en søskende med et handicap og at mange af vores historier lyder meget ens. Det føles dejligt at opleve, at det ikke kun er mig, der har det sådan her. Jeg bliver gladere, når jeg har været på søskendekursus.  Jeg får lettet trykket i stedet for bare at være helt stille.

Sådan fortæller 3 børn som har deltaget på Ådalskolens søskendekursus. Et kursus for børn i alderen 9-12 år som har en bror eller søster med et handicap. Som søskende er man også en slags pårørende. En hverdag som nogle gange kan være meget udfordrende.  Udfordringen som søskende er ofte at finde nye måder at fungere i hverdagen på og hvor barnet med handicap stadig føler sig forstået. Ofte er der tale om en ny måde at være sammen på – både i forhold til hvordan man taler sammen, hvordan man opfører sig over for hinanden og hvad man laver sammen med sin søskende.  

Det kræver tålmodighed fra søskende at leve med og forstå, at det er ”handicappet”, der er problemet. Til gengæld vil netop din indsats kunne gøre en stor og positiv forskel, når du skal blive bedre til at forstå din bror eller søster med et handicap.  De 3 søskende giver følgende råd til andre søskende som også har en bror eller søster med et handicap: Vær opmærksom og få din bror eller søsters opmærksomhed inden du siger noget. Få øjenkontakt og lyt aktivt. Aflæs kropssprog og mimik. Hvad giver mening for ham eller hende lige nu - i hendes virkelighed? Gør hvad du kan for at finde meningen bag ordene. Formulér dig enkelt. Tal tydeligt og langsomt. Læg mærke til din egen mimik og dit kropssprog. Vær fleksibel. Måske er det bedre at gøre noget andet end det, du havde planlagt? Få det bedste ud af det, der er i nuet. Humor kan være med til at løse en svær situation. At få et godt grin sammen kan løse op og give energi. Tag en pause i ny og næ og bevar roen. 

Ådalskolens søskendekursus i Ringsted varer 45 timer og er fordelt over 3 weekends. Undervejs i forløbet er der masser af sjove aktiviteter som er med til at sætte ord på rollen som søskende, vi ser film og taler om den bagefter og så er højdepunktet naturligvis, når vi alle tager afsted på en søskendecamp med overnatning i en nærliggende kursushytte. 

Kommentarer