Betragtninger fra et søskendekursus

Efter endnu et fantastisk søskendekursus på Ådalskolen i foråret er det tid til at gøre status inden sommerferien begynder. Efter ethvert kursus er vi altid blevet meget klogere og en del af denne "rejse" vil vi i dette blogindlæg gerne sætte spot på.

Socialpædagog og kursusleder John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekursus i Ringsted indleder derfor med nogle betragtninger på et familieliv, når et barn har et handicap. Børn reagerer forskelligt på situationen, og der er forskel på drenge og piger. Over tid kan den enkelte skifte mellem perioder, hvor man kan forholde sig til nye ting, måske finde nye roller og mestringsstrategier og perioder, hvor man falder tilbage og bliver ked af det og reagerer med vrede og afmagt. John Frandsen tegner følgende billede af et hus hvor der findes ”Udfordringens rum” og ”Livets rum”. Som forældre skal man rumme manges udfordringer – sin egen, den handicappedes, eventuelle søskendes – hvilket kan være en stor opgave og belastning. Samtidig fortsætter hverdagen for fuld udblæsning. Når vi taler om søskende kan man sige generelt at ”hvad børn ikke ved har de ondt af” Fortielser kan gøre børnene usynlige og skaber følelser af skyld og forladthed. Søskende skal have besked på børneniveau. At være søskende til et barn med handicap kan give større modenhed og selvtillid. Søskende kan derfor have brug for at bearbejde deres følelser over det at have fået en søster eller bror med et handicap. Her er det vigtigt, at de voksne anerkender barnets følelser. John Frandsen råder til, at man opfordrer barnet til at være ærlig omkring egne følelser også overfor forældrene. Barnet skal vide, at såvel stærke som negative følelser er normale og man skal lade barnet få luft. Man kan evt. bruge sig selv som rollemodel og fortælle, hvornår man selv har mærket ikke så pæne følelser som barn, og hvad man gjorde ved det. Man ser forskellige reaktioner på at føle sig overset hos søskende. Nogle tillægger sig en tilbagetrukket, hensyntagende og uproblematisk adfærd, hvor de næsten kan blive usynlige og alt for hjælpsomme. De kan vælge at færdes meget ude og holde sig væk fra hjemmet og ellers på værelset. De søger ikke at være til besvær og altså ikke længere en del af familien. Andre går ind og bliver reserveforældre, hvorved de modnes alt for hurtigt. De tager eller får et voksen ansvar, som de ikke burde have. Måske har de så travlt med at være hjælpsomme, at de ikke længere tager kammerater med hjem. Helt andre kan tillægge sig en udadreagerende- eller negativ adfærd og dermed fylde rigtig meget i familien. Eller måske tillægger de sig det handicappede barns adfærd, da de har opdaget, at det giver umiddelbar opmærksomhed. Søskende har ligesom forældrene bekymring for, hvordan det skal gå barnet med handicap når forældrene ikke er der mere. De kan tænke på, om de selv skal overtage et forældreansvar. John Frandsen råder til at forældrene skal være åben overfor disse tanker og foreslår, at de lægger en plan, så alle ved, hvad forældrene ønsker for barnet med et handicap.
At holde fri fra handicappet
Alle i familien har brug for at holde fri fra ”handicappet”. De voksne har brug for ”alenetid”, ”voksentid”, tid med søskende. Barnet med handicap har også brug for at opleve noget alene, at komme ud af ”hjemmet”. De forskellige aflastningsordninger (ledsagerordningen) er derfor et godt tilbud og på ingen måde et nederlag. Den bedste forældre er nemlig én, som har overskud.

Stjernestunder
John slutter denne blog med at sige, at det er en god ide til at få opmærksomhed på søskende – en ”ønskebog”, hvor børnene kan skrive eller tegne noget, de rigtig gerne vil gøre (alene) sammen med far og/eller mor. Et eksempel på sådan en ”stjernestund” er pigen, der ønskede sig at tage på fisketur alene sammen med sin far. Egentlig var hun ikke interesseret i fisketuren, men her var hun sikker på at have ham for sig selv.