At mangle opmærksomheden

Overordnet kan man sige, at det at have en bror eller søster med en alvorlig sygdom eller et handicap sætter søskendebarnet i en helt særlig situation. Undersøgelser og interviews på området peger oftest i retning på, at man kan føle sig overset i familien, da den primære opmærksomhed fra mor eller far går til ens bror eller søster. Dette betyder i hverdagen, at man som søskendebarn befinder sig i en situation, hvor man lever med en konstant delt opmærksomhed. En søster, vi har talt med, beskriver det på følgende måde: ”Jeg kan sidde i køkkenet og tale med min mor om, hvordan min dag har været. I det øjeblik min bror kommer ind ad døren, sker der noget med min mor. Det er, som om hun ikke hører helt efter længere. Hun er hele tiden opmærksom på, hvordan min bror har det. Om han er glad eller sur, hvis han f.eks. har haft en dårlig dag, eller hvis han har brug for at fortælle noget”. Et af de almindeligste udsagn er, at søskende føler sig mindre set hjemme og hermed mindre elskede end den bror eller søster, der får størstedelen af opmærksomheden. For nogle søskende kan effekten blive, at de glider af og lukker sig inde i sig selv. De fortæller ofte om en ensomhedsfølelse i familien og en manglende lyst til at dele tanker og følelser. Andre kan blive vrede eller frustrerede. Uretfærdighedsfølelsen stor og søskende gør ofte opmærksom på det på forskellige måder. Ikke altid de mest hensigtsmæssige måder dog. Begge dele kan vække bekymring hos forældre, som naturligvis kæmper med at dele ”sol og vind lige”, hvilket kan være en umulig opgave, når man har et barn med særlige behov.