Forældre vil som en hel naturlig ting gerne beskytte deres børn
mod livets barske vilkår, og derfor kan det nogle gange være svært at vide,
hvor meget de skal fortælle om den bror eller søster som har et handicap. Skal man vente til
søskende er ældre eller skal man fortælle, hvis der er nogle særlige behov som
dagligt træder igennem og præger relationen? Svarene kan være meget forskellige men
her i denne blog har vi forsøgt at skrive vores synspunkt om det. Helt grundlæggende mener
vi, at det er vigtigt at være åben og ærlig over for søskende, når der
kommunikeres om handicappet og at give barnet specifik viden om handicappet
der matcher barnets alder. Generelt trives søskende bedst med at blive
inddraget og få fortalt sandheden, også om handicap og udfordringer som kan
synes svære, bare det bliver gjort på en hensynsfuld og alderssvarende måde. Søskende
vil typisk godt kunne fornemme, at der er noget galt, og hvis de ikke
inddrages, kan de nemt blive forvirrede over de blandede signaler, samt komme
til at føle sig isolerede og udenfor. Mangel på inddragelse kan også sætte gang
i fantasifulde forestillinger, der ofte er mere problematiske og skræmmende end
selve virkeligheden. At fortælle åbent og ærligt om handicappet betyder ikke
nødvendigvis, at alt skal fortælles, men at det, der fortælles, skal være
korrekt. Den mængde information der gives, skal være tilpasset søskendes alder,
og derfor kan det være en god ide at overveje, hvilken viden der er relevant at
give søskende. Måske kan I tage afsæt i bøger om emnet, en film eller
allerbedst lade søskende deltage i et søskendeskursus sådan som det afholdes på
Ådalskolen i Ringsted. Her mødes børn i alderen 9-12 år, som har en bror eller
søster med særlige behov og det helt særlige rum som skabes her gør, at de
fleste søskendes ”skuldre sænkes” og det giver forståelse og indsigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar