For børn i alderen 9-12 år som har en bror eller søster med et udviklingshandicap
lørdag den 22. juli 2017
Ansvar – hvem og hvordan?
Forældre, vi møder på Ådalskolens søskendekurser i Ringsted har ofte et blik og en bekymring for det store ansvar, som de føler, at deres
søskendebarn påtager sig derhjemme. Vores erfaring er, at søskende i langt højere grad
tager et ansvar, end de tildeles et. Forældrenes bekymring er reel nok. De ser
et søskendebarn, der giver utrolig meget af sig selv, og som ikke altid får
mærket efter, hvor deres egne grænser går. Som en far udtrykte det på et
søskendekursus: ”Vi er meget opmærksomme på ham i forhold til skolen. Vi synes
altid, at lærerne bruger ham til at passe på de mere sårbare elever. Men hvad
med ham og hans grænser?” Ansvar kan være en tyngende byrde, men den kan også være
en hjælp til at føle, at man gør en forskel. Vi har gennem tiden talt med
mange søskende, der følte, at de var med til at hjælpe og gøre en forskel
hjemme ved at tage et ansvar. Her kunne de se en umiddelbar effekt på resten af
familien, hvilket gjorde dem glade og stolte. Opmærksomheden ligger på, om ansvaret
tager søskendebarnet væk fra at gøre andre ting – såsom at være sammen med
venner, dyrke fritidsinteresser mm. Hvis dette er tilfældet, er der en forældreopgave i at få ansvaret omplaceret, således at der er plads til både at
hjælpe og at have et børneliv. Vi ved ikke, om søskende til en bror eller
søster med autisme vokser op med et ”pleaser-gen”, hvor de er mere optaget af
andres behov end af deres egne. Vi ved heller ikke, om søskende vokser op med
en skærpet viden om deres egne grænser, fordi de hele tiden har skullet skarpt
formulere dem overfor omgivelserne. Begge dele kan sagtens være i spil og er et
opmærksomhedspunkt for forældre og fagfolk. Det er også et opmærksomhedspunkt som vi italesætter og arbejder med på søskendekurset.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar