Generelt kan man sige, at have en bror eller søster
med et handicap sætter et barn i en helt særlig situation. Undersøgelser peger i retning af, at man kan føle sig
overset i familien, da den primære opmærksomhed fra forældrene går til ens søskende. Det betyder, at man som søskendebarn befinder sig i en
situation, hvor man lever med en konstant delt opmærksomhed. En pige på 11 år
som deltog på Ådalskolens søskendekursus i marts beskrev det på følgende
måde: ”Jeg kan sidde i køkkenet og tale med min mor om, hvordan min dag har
været. I det øjeblik min bror kommer ind ad døren, sker der noget med min mor. Det
er, som om hun ikke længere hører helt efter. Hun er hele tiden opmærksom på,
hvordan min bror har det. Om han er glad eller sur, hvis han f.eks. har haft en
dårlig dag, eller hvis han har brug for at fortælle noget”. Et af de
almindeligste udsagn er, at søskende føler sig mindre set hjemme og hermed
mindre elskede end den bror eller søster, der får størstedelen af
opmærksomheden. For nogle søskende bliver effekten, at de glider af og lukker
sig inde i sig selv. De kan fortælle om en ensomhedsfølelse i familien og en
manglende lyst til at dele tanker og følelser. Andre kan blive vrede og
frustrerede. Her er uretfærdighedsfølelsen særlig stor, og de gør ofte
opmærksom på dette. Begge dele kan vække bekymring hos forældrene, som
naturligvis kæmper med at dele ”sol og vind lige”, hvilket kan være en umulig
kamp, når man har et barn med særlige behov. Mange søskende efterspørger viden om deres brors eller
søsters handicap eller vanskeligheder. Uden viden - ingen forståelse og det gør
det svært at skabe mening i de oplevelser, de har, samt at handle og forstå
det, som de oplever. En manglende viden kan rejse et hav af spørgsmål.
Mange søskende er optaget af fremtiden og deres rolle i forhold til deres bror
eller søster. Kan han klare sig selv? Får hun et arbejde? Hvor meget skal jeg
hjælpe? osv. En bror på søskendekurset mente ikke, at han selv kunne blive
gift, da hans opgave var at passe på sin lillebror med autisme. En anden bror
mente, at det var hans opgave at skabe et job til sin bror, når de blev voksne
”da han godt kan være lidt besværlig og der nok ikke er mange, der vil arbejde
med ham så”. Andre børn er optaget af, om de måske også selv fejler noget.
Søskende kan genkende træk i sig selv og kan blive i tvivl om, hvorvidt det
betyder, at de også har autisme. Alternativt kan tanken om, hvorvidt man selv
engang kan få et barn med autisme, også fylde i takt med, at søskende bliver
ældre. Bekymringerne er svære at dele med forældrene, da loyaliteten er stor,
og søskendebarnet ikke ønsker at gøre mor og far ked af det. Den begrænsede
viden gør det også svært at fortælle andre om ens bror eller søster. Hvordan
forklarer man til andre, hvorfor ens bror siger høje mærkelige lyde og faktisk
er glad? Eller laver spøjse bevægelser når noget er spændende? Eller ikke har
et sprog? Og hvad er autisme, og hvad er bare dét at være en irriterende
storebror eller lillesøster? Som en pige fortalte på søskendekurset sidste gang
”Hvordan kan man fortælle til andre, hvad autisme er uden at de siger, at det
har deres søskende også"? Mange forældre giver udtryk for, at de synes,
det er vanskeligt at fortælle søskendebarnet om diagnosen. Det er svært at
skulle beskrive og kategorisere samtidig med, at man gerne vil være tro mod
barnet med autisme. Derfor er det en god ide at deltage på et søskendekursus
fordi her er der netop mulighed for at få ny viden og få hjælp til at sætte
flere ting på plads.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar