lørdag den 22. juli 2017

En delt opmærksomhed i hverdagen


Generelt kan man sige, at have en bror eller søster med et handicap sætter et barn i en helt særlig situation. Undersøgelser peger i retning af, at man kan føle sig overset i familien, da den primære opmærksomhed fra forældrene går til ens søskende. Det betyder, at man som søskendebarn befinder sig i en situation, hvor man lever med en konstant delt opmærksomhed. En pige på 11 år som deltog på Ådalskolens søskendekursus i marts beskrev det på følgende måde: ”Jeg kan sidde i køkkenet og tale med min mor om, hvordan min dag har været. I det øjeblik min bror kommer ind ad døren, sker der noget med min mor. Det er, som om hun ikke længere hører helt efter. Hun er hele tiden opmærksom på, hvordan min bror har det. Om han er glad eller sur, hvis han f.eks. har haft en dårlig dag, eller hvis han har brug for at fortælle noget”. Et af de almindeligste udsagn er, at søskende føler sig mindre set hjemme og hermed mindre elskede end den bror eller søster, der får størstedelen af opmærksomheden. For nogle søskende bliver effekten, at de glider af og lukker sig inde i sig selv. De kan fortælle om en ensomhedsfølelse i familien og en manglende lyst til at dele tanker og følelser. Andre kan blive vrede og frustrerede. Her er uretfærdighedsfølelsen særlig stor, og de gør ofte opmærksom på dette. Begge dele kan vække bekymring hos forældrene, som naturligvis kæmper med at dele ”sol og vind lige”, hvilket kan være en umulig kamp, når man har et barn med særlige behov. Mange søskende efterspørger viden om deres brors eller søsters handicap eller vanskeligheder. Uden viden - ingen forståelse og det gør det svært at skabe mening i de oplevelser, de har, samt at handle og forstå det, som de oplever. En manglende viden kan rejse et hav af spørgsmål. Mange søskende er optaget af fremtiden og deres rolle i forhold til deres bror eller søster. Kan han klare sig selv? Får hun et arbejde? Hvor meget skal jeg hjælpe? osv. En bror på søskendekurset mente ikke, at han selv kunne blive gift, da hans opgave var at passe på sin lillebror med autisme. En anden bror mente, at det var hans opgave at skabe et job til sin bror, når de blev voksne ”da han godt kan være lidt besværlig og der nok ikke er mange, der vil arbejde med ham så”. Andre børn er optaget af, om de måske også selv fejler noget. Søskende kan genkende træk i sig selv og kan blive i tvivl om, hvorvidt det betyder, at de også har autisme. Alternativt kan tanken om, hvorvidt man selv engang kan få et barn med autisme, også fylde i takt med, at søskende bliver ældre. Bekymringerne er svære at dele med forældrene, da loyaliteten er stor, og søskendebarnet ikke ønsker at gøre mor og far ked af det. Den begrænsede viden gør det også svært at fortælle andre om ens bror eller søster. Hvordan forklarer man til andre, hvorfor ens bror siger høje mærkelige lyde og faktisk er glad? Eller laver spøjse bevægelser når noget er spændende? Eller ikke har et sprog? Og hvad er autisme, og hvad er bare dét at være en irriterende storebror eller lillesøster? Som en pige fortalte på søskendekurset sidste gang ”Hvordan kan man fortælle til andre, hvad autisme er uden at de siger, at det har deres søskende også"? Mange forældre giver udtryk for, at de synes, det er vanskeligt at fortælle søskendebarnet om diagnosen. Det er svært at skulle beskrive og kategorisere samtidig med, at man gerne vil være tro mod barnet med autisme. Derfor er det en god ide at deltage på et søskendekursus fordi her er der netop mulighed for at få ny viden og få hjælp til at sætte flere ting på plads.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar