mandag den 4. september 2017

At knytte nye venskaber på et søskendekursus

Når Ådalskolen i Ringsted på lørdag d. 9. september inviterer til endnu et søskendekursus er det med den forhåbning, at søskende både vil give og tage. Et søskendekursus bliver til i kraft af de mange bidrag som kommer fra søskende og ved hjælp af de programmer vi har lagt udvikler søskendekurset sig altid forskelligt fra gang til gang. Vi har spurgt nogle tidligere deltagere, hvordan de oplevede kurset. Denne gang har vi særlig fokus på venskaber. Søren som er 11 år siger: ”Vi har bare kemi alle sammen og det har derfor nogle rigtig gode timer sammen…”. Alle søskende fortæller i evalueringen at de i høj grad har haft udbytte af at være med på søskendekurset og mange fortæller at de har knyttet gode venskaber. ”Vi snakker godt sammen på søskendekurset og jeg føler, at det er et dejligt pusterum i min hverdag. Jeg vil nødig undvære mine gode veninder i gruppen”. At være sammen med andre børn, der har de samme tanker og følelser som en selv, samt at finde ud af, at man ikke er alene i verden med de problemer et bror eller søster handicap skaber for en i hverdagen, opleves af de fleste som en stor lettelse. Selvom ens nærmeste familie og kammerater ofte har gode intentioner, er villige til at lytte og støtter så godt de kan, så oplever søskende, at det er svært for dem at sætte sig ind i deres situation. Nogle forklarer i tråd hermed, hvordan de nærmest ’sparer op’ til søskendelørdagene, hvor de så kan ”lufte ud” og gå lettede derfra. På søskendekurset har børnene oplevet åbenhed og fortrolighed, og flere af dem har lyst at vedblive med at se hinanden også efter at søskendekurset er slut. Børnene oplever, at de på søskendekurset kan trække på hinandens viden og lære af hinandens strategier, hvilket ruster den enkelte bedre til at håndtere de udfordringer, som følger med, når man har en bror eller søster med et handicap.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar