En familie fortæller om søskendekurset

Vores søn Magnus på 14 år har autisme og er kognitivt og udviklingsmæssigt ikke alderssvarende. Vores datter på 10 år fik for et år siden et tilbud om at komme på søskendekursus i Ringsted. Initiativet blev varetaget af Ådalskolen og bestod i et forløb over ca. 4 måneder, hvor søskende til ”handicappede”, kunne mødes under ledelse af en 3 erfarne pædagoger. Som det første var vi lidt skeptiske, men endte dog med at foreslå vores datter det – og hun var straks interesseret. Det har vi aldrig fortrudt! Søskendekurset har været uvurderlig for vores datter. Hun fik et forum, hvor hun kunne tale med andre børn, som har søskende, der af en eller anden grund kan være svære at være søskende til. Det kan være sygdom, handicap eller anden årsag, som betyder, at man som søskende kan opleve anderledeshed, bekymring, angst eller har en hverdag, hvor man skal tage udstrakt hensyn til sin søster eller bror. Alle deltagerne på søskendekurserne har søskende med forskellig baggrund. Nogle har fysiske lidelser, andre psykiske. Fælles er, at det at være søskende til et barn med særlige behov kan være krævende og gøre en ensom, bekymret og ked af det. Vi vil sige, at for vores datter er der et ”før” og et ”efter” søskendekurset. Hun har fået redskaber til at forstå og acceptere, at hendes bror har autisme, som indimellem påvirker familien og som for altid er en fast følgesvend i hverdagen. Hun har fået sat ord på sin frustration over at have et så indviklet handicap tæt på livet. Hun har opnået et sprog til at kunne tale om og dermed opnå accept af, at det er okay at være vred over, at det netop er hendes lillebror, der har autisme. Hun har fået sat ord på den angst og måske til dels sorg, der følger med i en alt for ung alder at opleve nedsmeltninger, uforståelig adfærd, uretfærdigheder og en dagligdag som i den grad er opbygget med struktur. Og jo, vi har forsøgt at beskytte hende, som vi bedst kunne, og ja, vi har forsøgt at tale med hende og være der for hende – men børn er tapre og loyale, og meget mere, end vi anede, havde hobet sig op. Ådalskolens søskendekursus punkterede den ballon eller rettere søskendekurset gav vores datter redskaberne til selv at punktere den. Nu har vi et fælles sprog om autisme, der passer til en 10-årig. Vi har spilleregler for, hvad hun forventer af os i dagligdagen og ved de nedsmeltninger og vredesudbrud, som hun naturligvis stadig frygter og påvirkes af, men som hun nu kan forsvare sig imod og søge hjælp til at forstå.