At være bror eller søster til en
søskende med et særligt behov eller et handicap er en anderledes barndom som
sjældent ligner den som andre børn oplever. Søskende som vokser op med dette
vilkår får en anderledes erfaringsbank som af flere grunde sjældent kan deles
med andre børn. Søskende som mødes på søskendekurserne med andre jævnaldrende
børn får et frirum til at sætte ord på deres tanker, oplevelser og følelser
uden at de behøver at tænke over, at de andre ikke kan forstå eller i værste
fald griner. Søskende oplever at de ikke er alene med de tanker og følelser de
går rundt med. Søskendekurserne understøttes af 3 gruppeledere, som sørger for,
at børnene føler sig trygge nok til at åbne op og tale om det, der kan opleves
svært. John Quist Frandsen som er en af gruppelederne på Ådalskolens
søskendekursus ser et stort behov for søskendekurserne, vi glemmer ofte at
søskende er de mennesker, som skal være længst sammen med deres bror eller
søster med særlige behov – længere en enhver sagsbehandler og længere end
forældrene. Undersøgelser på området peger oftest på, at man kan føle sig
overset i familien, da den primære opmærksomhed fra mor og far går til ens bror
eller søster. Dette betyder, at man som søskende befinder sig i en situation,
hvor man lever med en konstant delt opmærksomhed. Søskende har mange reaktioner
og mange oplevelser i bagagen. Nogle er kede af det, nogle er ligeglade og
forvirrede, andre lukker sig inde i sig selv og drømmer om, at det hele engang
bliver normalt og eventuelt som dengang søster og bror ikke var født endnu.
Hvordan barndomsforløbet udvikler sig for søskende, afhænger meget af hvordan
omgivelserne tackler situationen samt de muligheder der gives for støtte,
fortæller John Quist Frandsen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar