Det var svært at stoppe på
søskendekursus for jeg oplevede lige, at vi havde lært hinanden virkelig godt at kende.
Men altså det er gået helt fint, efter jeg stoppede. Det var super fedt og lærerigt
at være med i Ådalskolens søskendekurus i Ringsted, i forhold til hvad jeg
havde forventet. Jeg troede, det var sådan noget totalt pædagog-fis: ”Er du nu
sikker på, at du har det helt godt?” Så jeg tænkte: ”Åh nej”. Men det var slet
ikke sådan som jeg, havde regnet med. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor. Det
var nok fordi det var, som det var. Jeg synes, at aktiviteterne var rigtig gode
og lærerige. Jeg synes også, at det var meget godt, det der med, at man kommer
derind sammen med sin far eller sin mor den første lørdag og at forældrene
derefter ikke deltager. Jeg kunne nemmere fortælle om min familie og jeg har
f.eks. fået et meget bedre forhold til min bror med Downs syndrom efter det.
Før skændtes vi 3-4 gange om dagen, nu er vi måske nede på 1 gang om dagen. Jeg
er glad for at jeg har fået den forståelse og for de redskaber, vi kunne bruge.
Jeg begyndte f.eks. at lade være med at kalde min bror noget, og når hun så
blev sur og kaldte mig noget, så ignorerede jeg det bare. Så vi fik nogle ideer,
vi kunne gøre i forskellige situationer. Jeg skulle f.eks. tælle til 10, selvom
det i begyndelsen var svært for mig. Jeg lod også være med at tirre min søster
så meget. Og jeg har lært at acceptere hende sådan som hun er – en lillesøster
med autisme. Der er ikke noget at gøre ved det. Hun er sådan som hun er – hun
vil ikke lade andre ændre på sig. Vi har fået færre konflikter, end vi havde
før. Jeg tror også, det er fordi, at jeg har ændret min tilgang til hende og at
min egen forståelse er blevet bedre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar