onsdag den 6. december 2017

Børnene har opmærksomme antenner

Børn som har en bror eller søster med et handicap føler ofte et meget stort ansvar for, hvordan deres bror eller søster har det. Nogle tror, de kan gøre handicappet værre, at handicappet kan smitte og derfor tilpasser mange sig, så de skaber mindst muligt røre. Vi siger til børnene på Ådalskolens søskendekursus, at de har et sæt usynlige antenner. Antennerne gør, at de kan mærke, hvordan andre har det, også selv om de andre ikke siger noget. Og det kan de virkelig, fortæller gruppeleder fra Ådalskolens søskendekursus i Ringsted John Quist Frandsen. Han tilføjer, at mange søskende er gode kammerater og meget dygtige mæglere, men der ligger også mange bekymringer. Andre børn reagerer udadtil, fordi de slet ikke kan holde bekymringerne og usikkerheden ud. De mærker ikke altid deres egne behov og grænser. Og når antennerne lukker ned for natten, fortæller nogle børn at de har svært ved at sove, for pludselig siger kroppen "jamen, hvad med mig selv"? fortæller John. Ådalskolens søskendekursus hjælper søskende med at lære, at man har lov til at lytte til sig selv. Og at man har lov til bare at være barn ligesom alle andre. Vores vigtigste budskaber bliver konkret viden om handicap og viden om det at være pårørende til en bror eller søster med særlige behov. Børn fra familier med et handicap kan nogle gange føle sig meget anderledes uden at vide, at deres reaktioner faktisk er helt normale og naturlige,” siger John.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar